Nattens engel

Jeg står i et tågehav...
Himlen er sort som kuld,
mens stjernerne lige så forsigtigt titter frem,
og blinker til mig.
Men uanset hvor mørk himlen er,
så ser jeg som at der var dagslys.
Vinden blæser forsigtigt,
men formår at lade mit lange lysebrune hår danse,
og min lange hvide og løse kjole laver de bløde og venlige bevægelser,
som havets bølger på en let blæsende dag.

Jeg mærker vinden forsigtigt,
men ikke jorden jeg ellers står på.
Så jeg tager et par skridt,
Jeg lukker øjne for en kort stund, og åbner dem igen.
Jeg ser ned,
og ser stjerner under mine fødder,
og at noget af tågen er væk.

Men så forsvinder jorden under mig.
Jeg falder ikke.
Jeg svæver.
Den tåge jeg har stået i,
har været en sky,
mens stjernerne i virkeligheden er lys fra byer og veje.

Jeg flyver.
Tværs over det tusmørke land.
Det er ikke koldt,
jeg kan kun mærke vinden og de fugtige skyer.
De kilder når jeg flyver igennem dem.

Jeg vender mig om med maven mod himlen,
og smiler.
Det er fuldmåne.
Det forklare hvordan jeg kunne se i denne mørke.

Så vender jeg mig om igen og ser ned i et hav.
Med små pletter af skibe som sejler af sted i nattens stilhed,
og fuldmånens skær i vandet.

Det er et smukt syn.
Hvis dette her er en drøm, så væk mig ikke.

Jeg tager et dyk,
så jeg lige svæver over det stille vand,
som jeg kan spejle mig i med månen ved min ryg.

Jeg er så let,
og ler som et lille barn mens jeg danser elegant på vandet.

Så flyver jeg igen.
Jeg skal se mere af det smukke som dette andre steder.
Opleve nye steder mens folk er gået til ro

The little girl

Happy and tall I stand in the sun.
Smiling, loving and caring.
With love I help all,
and love I do give.
Cause no one shall feel unloved.
"Smile, it's a new day today."
Not thinking of take love, I give all my love.
Loneliness shall not exist.

But under the mask, there is a child.
Desperate, broken and fragile.
Allthough she is eightteen, she feels like a child.
Reaching out for her mothers love and care.

Lonely she feels,
but lonely she is not, forgetting all she had near.
"Am I destinied to be lonely?
To be loved?
By other than my family,
I only have for rent?"

Good night little girl, time to sleep.
Dreamland awaits for you to come.
Here we can escape from reality,
but only for short,
your parents awaits you.

Love they do give you, and love you give them.
Fight they do for you,
to make you find happiness.
But deep inside, you are scared.
"I am sorry, and forgive me,
for the burden I've become."

Starten på et eller andet :D

Med tunge skridt, går jeg hen med den store egetræs dør. Den er æld gammel, og dekoreret i stil med 18 hundrede tallet. jeg ser forsigtigt op ad døren og så ned igen. Det er mig en gåde om hvordan jeg er havnet her, men  mine ben har bare ført mig her til, så her er jeg altså.
Jeg sukker dybt og ligger alle kræfter i for at åbne den tunge dør.

Den gir en dyb knirken, og jeg titter med hoved for at se om der er nogen i det første rum. Det er der ikke, så jeg går videre ind i domkirken, og lukker forsigtigt døren, som så giver et ordenligt smæk da den lukker.

Jeg træder ind i lokalet hvor alteret og sæderne er. Lige så forsigtigt lister jeg mig ind. Om jeg må være her, ved jeg ikke. Jeg er heler ikke just en af guds børn, det er helt sikkert. Men alligevel er jeg her.

Vinden tuder i tårnende og de store kirkeklokker, så det giver en lettere dystert rungen. Og den gotiske udsmykning giver en stemning der får en til at tie stille.

Jeg går stille helt op til alteret, iagttagere billedet af Jesus Christus, og så et kors med ham og hans blodige hænder og føder. Jeg går en dårlig fornemmelse i maven. Jeg er ikke kristen, så jeg føler mig ikke decideret velkommen her.

Den onde hvivelvind

En virvelvind af følelser har omringet mig. Jeg står i orkanens øje, fanget og uastand til at flytte mig. Følelsen af tristhed erstattes med fortvivlelse, for at blive erstatte af hundredtusind andre følelser. Jeg kan ikke finde mig-selv, og aner hverken hvor jeg er, eller hvor jeg skal gå. Jeg har brug for at snakke med en ven, men alligevel tør jeg ikke. Jeg vil ikke have at de skal misbruge deres tid på at høre mine selviske kvaler, men alligevel har jeg brug for en ven.

Jeg vil tie, skære tungen af og smile, uanset hvor ægte det er. Inderst inde er jeg bange. Bange for at alt det jeg har arbejdet for at opnå, ville forsvinde. Mine venner. Jeg kan ikke tåle at miste dem, ikke igen. Men er de overhoved mine venner? Stoler jeg blindt på nogen, som er søde over for mig, men mener det ikke?

Jeg er på grådens rand. En klump i min hals har samlet sig, og føles som om at jeg kunne kvæles vært øjeblik det skulle være. Jeg sveder, mine hænder ryster. Jeg aner hverken ud eller ind. For er jeg et godt menneske? Er jeg en så god en ven som jeg håber på jeg er?
Jeg er havnet i det sorte huld igen, en udfordring for mig at kravle op.

En følelse af jalousi sniger sig op, er jeg forelsket? Nej, det tror jeg ikke på...Men det kan være...Jeg er også sur. Sur på mig-selv over at jeg er den ensomme taber jeg er, ikke har fundet kærligheden endnu.

Jeg er også mere bange, bange for det had de andre elever har for mig, og frygter at det skal ende som dengang jeg næsten tog livet af mig-selv, fordi, at jeg ønskede at dø p.g.a mobning.

Jeg elsker mine venner, og vil ikke miste dem. Men er jeg virkelig så naiv, så jeg ikke kan se hvad der gemmer sig? Og er jeg virkelig et godt menneske? Jeg undre mig over det...           

Helvedes ilden

Flammerne står til vejrs. Viste jeg ikke bedre, ville jeg sige at de strakte sig helt op mod himmelriget, eller forsøgte i værtfald. Helvedes ilden, det er dét det er! Gud har sendt Englænderne for at straffer os for alle vores synder, for at give os smagen på helvedes rædsler! Jeg skynder mig ud af den brændende bygning, som har været mit hjem de sidste ti år, med så meget af mine ejendele med mig. Selvfølgelig er det noget af det små, borde og stole lader vi brænde. Alting er et kaos. Hele byen er i flammer. Der er en lugt af aske og diverse forkullet ting som ikke gør tingende bedre for min måde at agere på.

”Marius! Er du uskadt? ” Spørger min elskede viv, Ester, panisk mens hun holder vores eneste barn i sin favn. Lille Karl… Han græder i rædsel og forvirring.

”Kom. Skynd dig! ” Jeg griber hårdt fat om Esters håndled og løber så hurtigt som muligt. Folk skriger og løber i vildren, næsten uden at vide hvorhen. Ester og jeg når at komme lidt væk fra byen.

”Marius sænk farten! Jeg kan snart ikke mere, ” stønner hun og gør sit bedste for ikke at stoppe op.

”Bare lidt endnu! Vi er næsten i sikkerhed! ” Men hun sænker farten ydliger. Det får mig til at stoppe op og bære hende resten af vejen. Det er et tungt arbejde, når man er træt og bære både sin kone og næsten nyfødte søn.

”Mennesker! ” udbryder Ester lettet. Og hun har ret. Omkring fem hundrede meter foran os står der en flok mennesker, der lige som os, har forladt hus og hjem. Mens jeg tager de sidste tunge skridt og sænker farten, takker jeg gud for at have ladt os blive i live.

”Har i hørt noget om kongen? Er han i sikkerhed? ” Er der nogen der spørger ind i mellem. Lige nu, er jeg skide ligeglad med den højnæset konge. Det er hans skyld at vi har mistet vores flåde og alliance, bare fordi at han er på Russerne og franskmændenes side. De er derfor at jeg har mistet mit leve brød…mit hjem… Hvad skal vi dog nu gøre? Vi har mistet alt! Vores hjem, penge, mad… mit arbejde! Mit eneste måde at forsørge min familie… Jeg sætter mig ned på knæ og ser på helvedes inferno stykket der spilles foran mig. Aldrig i mine vildeste fantasi skulle jeg havde forstillet mig at hele København ville stå i flammer. Synet er både smukt, og forfærdeligt. Ester omfavner mig bagfra, og ligger sit hoved på min skulder. Jeg mærker Klaus forsigtigt ved min ryg. Han pludre ind i mellem, men ingen af os forstår hvad han siger.

”Det skal nok gå… Vi skal nok klare den… Vi… ” gråden sniger sig med i hendes stemme, hun tier og giver sig til at græde. Jeg forbliver tavs… Hvad skal vi dog gøre. For at komme videre? Jeg vender mig mod Ester og omfavner hende, mens jeg forsøger at ikke at mase Klaus, som stadig er i sin moders favn.

”Jeg ved ikke hvordan, men vi skal nok klare den. Om ikke så for den lilles skyld, ” hvisker jeg og lader tiden gå forbi mig. Der er intet andet vi kan gøre nu, end at vente på at helvedes ilden forsvinder, og høre om hvor meget kongen vil gi’ for at hjælpe os.

Ordnes eventyr

Et bogstav bliver til et ord, ord bliver til sætninger og sætninger bliver til tekster. Ord har indflydelse på alles dagligdag, uanset om man er ordblind eller ej. Ord skaber og destruer. De kan være hjerte varmende, men også hjerte knusende. De er med til at skabe den vi er. Vi bruger altid ord, når vi taler, når vi synger, når vi læser og skriver. Selv når vi tænker bruger vi ord.

Jeg husker mig selv som en læsehest. Jeg begyndte at læse Tintin tegneserier som fire-fem årig, så aviser i seks års alderen og jeg begyndte at skrive i næsten samme alder. Ord og tekster har altid fascineret mig. Poesi, filosofi, historie osv.
Der findes mange former for tekster. Nogle ord og tekster er lidt mere spændende end andre, og nogle lidt mere vigtige end andre.
Ord er ikke bare lyde som kommer ud af vores mund, nogle kan være så bløde som fjer, hvor nogle andre kan føles som en dissideret lussing.

Men hvad er der egentligt med ord og mig? De gange jeg har bedt om at få en stil for, er de andre i klassen ved at dø, så jeg tror at det er noget i mig, dybt inde i mig, at der er noget personligt over det. Som lille fik jeg mange gange læst godnat historier, og jeg elskede når min mor læste H.C Andersen eventyrer højt for mig. Jeg tror at noget af det stammer fra min barndom, og så min lyst til at skabe historier.
Når jeg skriver, og især beskrivelser, så kan jeg blive hvirvlet ind i en hvirvelvind af ord. De kommer til mig, som en golden retriever der kan lugte mad, og venter i spænding på at blive brugt. Når jeg så læser, så kommer der en bølge af ord som en tsunami. Jeg ser, jeg føler, jeg er et med teksten og dens ord. Og er teksten virkelig velskrevet og ordenende er indbydende, så glemmer jeg helt at jeg læser og føler at jeg står lige ved siden af hvor det sker.

Nogle gange kan jeg fange mig selv i at spekulere over et enkelt ord. Jeg kan huske da jeg skulle hjem fra Rhodos, midt i al lufthavns kaosset, begyndte jeg at tænke på et ord. Specifik. Så der gik jeg rundt i flere minutter og tænkte på dens betydninger og om det var tillægs ord og sådan noget. Spe-ci-fik, gik jeg rundt og tænkte. Og det gør jeg og har gjort i noget tid, det er bare noget jeg gør. Mor har fortalt mig at det er sundt og at man kan kun blive klogere af at gøre det. Men sådan kan jeg nogle gange gå rundt og tænkte. Fa-si-na-ti-on, po-li-tik, mærk-vær-dig, tan-ker osv. Jeg syntes, at de fantastiske ord fra gammel dansk desværre er gået i glemmebogen, og at sproget er blevet hårdere og meget mere respektløst. Det varer nok ikke længe før at mennesket er blevet til nogle dumme, udisciplineret, respektløse og arrogante fjolser.

Men ja, ord kan også være barske. Det er dem der er med til at starte konflikter og krige. Med til at ødelægge et andet menneskes liv. De kan give ordre til de mest hensynsløse opgaver. Man må bare ikke glemme skønheden i ordene og deres betydninger. For de skyldige er nu dem som taler, og dem som vil folk ondt.
For ord er næsten som en endeløst vandfald. De flyder igennem ens hoved som en flod, mens ordene plasker og springer ved at vi taler, skriver, læser og tænker, som vandet der falder ned ad klippevæggen.

Ordendes forunderlige verden, vi kommer aldrig til at vide alt om dem, da de findes i alverdens alfabeter. Runer, latin, hieroglyffer, kinesisk, japansk osv. De findes i alverdens former som fisk i havet, havet som er en skønhed og verden for sig, lige som ord. Og lige som fisk, så har de vær deres skønhed, betydning og findes i hver deres former. Det er hvad der gør dem så specielle.

Jeg flyver. Jeg er oppe på en sky af ord. Det er min lille sky, den er der så jeg kan iagttage livet nede på jorden, plukke ordne som et æble fra en æbletræ og bruge dem som man bruger uld til tøj. Enkeltvis, kan trådene se meningsløse ud, men sammen kan de skabe de smukkeste tæpper og sweaters. Det samme gælder ord. Alene er de skrøbelige og ser svaglige ud, men sammen kan de danne de smukkeste breve og tekster. Sammen, er de med til at skabe.

”En god historie er ikke bare et stykke papir med tekst på, det er en meddelelse fra hjertet.”

Forår

Solen skinner, kulend møder mine hænder.
En lille brise strejfer min kind.
Det er rigtigt blevet forår.
Sider ved en bænk på Vindeby havn.
Vandet er helt stille,
men synet snyder.

Under overfladen luer den enorme strøm.
Og tro mig, jeg kan se på overfladen at den er stærk.
Jeg høre vandets små gulpen, en dejlig lille lyd.

Der er næsten helt stille, bilernes larm på broen
og nogle der arbejder på Svenborg havn.
Men foråret er sandelig brudt frem,
kulden bider innu, fuglene synger, solen skinner
og vejret der ikke kan bestemme sig.
Jup det er blevet forår.

Og næste gang jeg går,
så skal jeg nok huske mine hansker