Med tunge skridt, går jeg hen med den store egetræs dør. Den er æld gammel, og dekoreret i stil med 18 hundrede tallet. jeg ser forsigtigt op ad døren og så ned igen. Det er mig en gåde om hvordan jeg er havnet her, men mine ben har bare ført mig her til, så her er jeg altså.
Jeg sukker dybt og ligger alle kræfter i for at åbne den tunge dør.
Den gir en dyb knirken, og jeg titter med hoved for at se om der er nogen i det første rum. Det er der ikke, så jeg går videre ind i domkirken, og lukker forsigtigt døren, som så giver et ordenligt smæk da den lukker.
Jeg træder ind i lokalet hvor alteret og sæderne er. Lige så forsigtigt lister jeg mig ind. Om jeg må være her, ved jeg ikke. Jeg er heler ikke just en af guds børn, det er helt sikkert. Men alligevel er jeg her.
Vinden tuder i tårnende og de store kirkeklokker, så det giver en lettere dystert rungen. Og den gotiske udsmykning giver en stemning der får en til at tie stille.
Jeg går stille helt op til alteret, iagttagere billedet af Jesus Christus, og så et kors med ham og hans blodige hænder og føder. Jeg går en dårlig fornemmelse i maven. Jeg er ikke kristen, så jeg føler mig ikke decideret velkommen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar