Nattens engel

Jeg står i et tågehav...
Himlen er sort som kuld,
mens stjernerne lige så forsigtigt titter frem,
og blinker til mig.
Men uanset hvor mørk himlen er,
så ser jeg som at der var dagslys.
Vinden blæser forsigtigt,
men formår at lade mit lange lysebrune hår danse,
og min lange hvide og løse kjole laver de bløde og venlige bevægelser,
som havets bølger på en let blæsende dag.

Jeg mærker vinden forsigtigt,
men ikke jorden jeg ellers står på.
Så jeg tager et par skridt,
Jeg lukker øjne for en kort stund, og åbner dem igen.
Jeg ser ned,
og ser stjerner under mine fødder,
og at noget af tågen er væk.

Men så forsvinder jorden under mig.
Jeg falder ikke.
Jeg svæver.
Den tåge jeg har stået i,
har været en sky,
mens stjernerne i virkeligheden er lys fra byer og veje.

Jeg flyver.
Tværs over det tusmørke land.
Det er ikke koldt,
jeg kan kun mærke vinden og de fugtige skyer.
De kilder når jeg flyver igennem dem.

Jeg vender mig om med maven mod himlen,
og smiler.
Det er fuldmåne.
Det forklare hvordan jeg kunne se i denne mørke.

Så vender jeg mig om igen og ser ned i et hav.
Med små pletter af skibe som sejler af sted i nattens stilhed,
og fuldmånens skær i vandet.

Det er et smukt syn.
Hvis dette her er en drøm, så væk mig ikke.

Jeg tager et dyk,
så jeg lige svæver over det stille vand,
som jeg kan spejle mig i med månen ved min ryg.

Jeg er så let,
og ler som et lille barn mens jeg danser elegant på vandet.

Så flyver jeg igen.
Jeg skal se mere af det smukke som dette andre steder.
Opleve nye steder mens folk er gået til ro