Den onde hvivelvind

En virvelvind af følelser har omringet mig. Jeg står i orkanens øje, fanget og uastand til at flytte mig. Følelsen af tristhed erstattes med fortvivlelse, for at blive erstatte af hundredtusind andre følelser. Jeg kan ikke finde mig-selv, og aner hverken hvor jeg er, eller hvor jeg skal gå. Jeg har brug for at snakke med en ven, men alligevel tør jeg ikke. Jeg vil ikke have at de skal misbruge deres tid på at høre mine selviske kvaler, men alligevel har jeg brug for en ven.

Jeg vil tie, skære tungen af og smile, uanset hvor ægte det er. Inderst inde er jeg bange. Bange for at alt det jeg har arbejdet for at opnå, ville forsvinde. Mine venner. Jeg kan ikke tåle at miste dem, ikke igen. Men er de overhoved mine venner? Stoler jeg blindt på nogen, som er søde over for mig, men mener det ikke?

Jeg er på grådens rand. En klump i min hals har samlet sig, og føles som om at jeg kunne kvæles vært øjeblik det skulle være. Jeg sveder, mine hænder ryster. Jeg aner hverken ud eller ind. For er jeg et godt menneske? Er jeg en så god en ven som jeg håber på jeg er?
Jeg er havnet i det sorte huld igen, en udfordring for mig at kravle op.

En følelse af jalousi sniger sig op, er jeg forelsket? Nej, det tror jeg ikke på...Men det kan være...Jeg er også sur. Sur på mig-selv over at jeg er den ensomme taber jeg er, ikke har fundet kærligheden endnu.

Jeg er også mere bange, bange for det had de andre elever har for mig, og frygter at det skal ende som dengang jeg næsten tog livet af mig-selv, fordi, at jeg ønskede at dø p.g.a mobning.

Jeg elsker mine venner, og vil ikke miste dem. Men er jeg virkelig så naiv, så jeg ikke kan se hvad der gemmer sig? Og er jeg virkelig et godt menneske? Jeg undre mig over det...           

Helvedes ilden

Flammerne står til vejrs. Viste jeg ikke bedre, ville jeg sige at de strakte sig helt op mod himmelriget, eller forsøgte i værtfald. Helvedes ilden, det er dét det er! Gud har sendt Englænderne for at straffer os for alle vores synder, for at give os smagen på helvedes rædsler! Jeg skynder mig ud af den brændende bygning, som har været mit hjem de sidste ti år, med så meget af mine ejendele med mig. Selvfølgelig er det noget af det små, borde og stole lader vi brænde. Alting er et kaos. Hele byen er i flammer. Der er en lugt af aske og diverse forkullet ting som ikke gør tingende bedre for min måde at agere på.

”Marius! Er du uskadt? ” Spørger min elskede viv, Ester, panisk mens hun holder vores eneste barn i sin favn. Lille Karl… Han græder i rædsel og forvirring.

”Kom. Skynd dig! ” Jeg griber hårdt fat om Esters håndled og løber så hurtigt som muligt. Folk skriger og løber i vildren, næsten uden at vide hvorhen. Ester og jeg når at komme lidt væk fra byen.

”Marius sænk farten! Jeg kan snart ikke mere, ” stønner hun og gør sit bedste for ikke at stoppe op.

”Bare lidt endnu! Vi er næsten i sikkerhed! ” Men hun sænker farten ydliger. Det får mig til at stoppe op og bære hende resten af vejen. Det er et tungt arbejde, når man er træt og bære både sin kone og næsten nyfødte søn.

”Mennesker! ” udbryder Ester lettet. Og hun har ret. Omkring fem hundrede meter foran os står der en flok mennesker, der lige som os, har forladt hus og hjem. Mens jeg tager de sidste tunge skridt og sænker farten, takker jeg gud for at have ladt os blive i live.

”Har i hørt noget om kongen? Er han i sikkerhed? ” Er der nogen der spørger ind i mellem. Lige nu, er jeg skide ligeglad med den højnæset konge. Det er hans skyld at vi har mistet vores flåde og alliance, bare fordi at han er på Russerne og franskmændenes side. De er derfor at jeg har mistet mit leve brød…mit hjem… Hvad skal vi dog nu gøre? Vi har mistet alt! Vores hjem, penge, mad… mit arbejde! Mit eneste måde at forsørge min familie… Jeg sætter mig ned på knæ og ser på helvedes inferno stykket der spilles foran mig. Aldrig i mine vildeste fantasi skulle jeg havde forstillet mig at hele København ville stå i flammer. Synet er både smukt, og forfærdeligt. Ester omfavner mig bagfra, og ligger sit hoved på min skulder. Jeg mærker Klaus forsigtigt ved min ryg. Han pludre ind i mellem, men ingen af os forstår hvad han siger.

”Det skal nok gå… Vi skal nok klare den… Vi… ” gråden sniger sig med i hendes stemme, hun tier og giver sig til at græde. Jeg forbliver tavs… Hvad skal vi dog gøre. For at komme videre? Jeg vender mig mod Ester og omfavner hende, mens jeg forsøger at ikke at mase Klaus, som stadig er i sin moders favn.

”Jeg ved ikke hvordan, men vi skal nok klare den. Om ikke så for den lilles skyld, ” hvisker jeg og lader tiden gå forbi mig. Der er intet andet vi kan gøre nu, end at vente på at helvedes ilden forsvinder, og høre om hvor meget kongen vil gi’ for at hjælpe os.

Ordnes eventyr

Et bogstav bliver til et ord, ord bliver til sætninger og sætninger bliver til tekster. Ord har indflydelse på alles dagligdag, uanset om man er ordblind eller ej. Ord skaber og destruer. De kan være hjerte varmende, men også hjerte knusende. De er med til at skabe den vi er. Vi bruger altid ord, når vi taler, når vi synger, når vi læser og skriver. Selv når vi tænker bruger vi ord.

Jeg husker mig selv som en læsehest. Jeg begyndte at læse Tintin tegneserier som fire-fem årig, så aviser i seks års alderen og jeg begyndte at skrive i næsten samme alder. Ord og tekster har altid fascineret mig. Poesi, filosofi, historie osv.
Der findes mange former for tekster. Nogle ord og tekster er lidt mere spændende end andre, og nogle lidt mere vigtige end andre.
Ord er ikke bare lyde som kommer ud af vores mund, nogle kan være så bløde som fjer, hvor nogle andre kan føles som en dissideret lussing.

Men hvad er der egentligt med ord og mig? De gange jeg har bedt om at få en stil for, er de andre i klassen ved at dø, så jeg tror at det er noget i mig, dybt inde i mig, at der er noget personligt over det. Som lille fik jeg mange gange læst godnat historier, og jeg elskede når min mor læste H.C Andersen eventyrer højt for mig. Jeg tror at noget af det stammer fra min barndom, og så min lyst til at skabe historier.
Når jeg skriver, og især beskrivelser, så kan jeg blive hvirvlet ind i en hvirvelvind af ord. De kommer til mig, som en golden retriever der kan lugte mad, og venter i spænding på at blive brugt. Når jeg så læser, så kommer der en bølge af ord som en tsunami. Jeg ser, jeg føler, jeg er et med teksten og dens ord. Og er teksten virkelig velskrevet og ordenende er indbydende, så glemmer jeg helt at jeg læser og føler at jeg står lige ved siden af hvor det sker.

Nogle gange kan jeg fange mig selv i at spekulere over et enkelt ord. Jeg kan huske da jeg skulle hjem fra Rhodos, midt i al lufthavns kaosset, begyndte jeg at tænke på et ord. Specifik. Så der gik jeg rundt i flere minutter og tænkte på dens betydninger og om det var tillægs ord og sådan noget. Spe-ci-fik, gik jeg rundt og tænkte. Og det gør jeg og har gjort i noget tid, det er bare noget jeg gør. Mor har fortalt mig at det er sundt og at man kan kun blive klogere af at gøre det. Men sådan kan jeg nogle gange gå rundt og tænkte. Fa-si-na-ti-on, po-li-tik, mærk-vær-dig, tan-ker osv. Jeg syntes, at de fantastiske ord fra gammel dansk desværre er gået i glemmebogen, og at sproget er blevet hårdere og meget mere respektløst. Det varer nok ikke længe før at mennesket er blevet til nogle dumme, udisciplineret, respektløse og arrogante fjolser.

Men ja, ord kan også være barske. Det er dem der er med til at starte konflikter og krige. Med til at ødelægge et andet menneskes liv. De kan give ordre til de mest hensynsløse opgaver. Man må bare ikke glemme skønheden i ordene og deres betydninger. For de skyldige er nu dem som taler, og dem som vil folk ondt.
For ord er næsten som en endeløst vandfald. De flyder igennem ens hoved som en flod, mens ordene plasker og springer ved at vi taler, skriver, læser og tænker, som vandet der falder ned ad klippevæggen.

Ordendes forunderlige verden, vi kommer aldrig til at vide alt om dem, da de findes i alverdens alfabeter. Runer, latin, hieroglyffer, kinesisk, japansk osv. De findes i alverdens former som fisk i havet, havet som er en skønhed og verden for sig, lige som ord. Og lige som fisk, så har de vær deres skønhed, betydning og findes i hver deres former. Det er hvad der gør dem så specielle.

Jeg flyver. Jeg er oppe på en sky af ord. Det er min lille sky, den er der så jeg kan iagttage livet nede på jorden, plukke ordne som et æble fra en æbletræ og bruge dem som man bruger uld til tøj. Enkeltvis, kan trådene se meningsløse ud, men sammen kan de skabe de smukkeste tæpper og sweaters. Det samme gælder ord. Alene er de skrøbelige og ser svaglige ud, men sammen kan de danne de smukkeste breve og tekster. Sammen, er de med til at skabe.

”En god historie er ikke bare et stykke papir med tekst på, det er en meddelelse fra hjertet.”

Forår

Solen skinner, kulend møder mine hænder.
En lille brise strejfer min kind.
Det er rigtigt blevet forår.
Sider ved en bænk på Vindeby havn.
Vandet er helt stille,
men synet snyder.

Under overfladen luer den enorme strøm.
Og tro mig, jeg kan se på overfladen at den er stærk.
Jeg høre vandets små gulpen, en dejlig lille lyd.

Der er næsten helt stille, bilernes larm på broen
og nogle der arbejder på Svenborg havn.
Men foråret er sandelig brudt frem,
kulden bider innu, fuglene synger, solen skinner
og vejret der ikke kan bestemme sig.
Jup det er blevet forår.

Og næste gang jeg går,
så skal jeg nok huske mine hansker

Et af mine første digte

Vinden i mit hår,
her hvor jeg står.
Jeg ser dig,
men du kan ej se mig.

Med blikket nede,
mærker jeg solens hede.
Tårende triller,
ih hvor det kilder.

Jeg har været skyld i din sorg,
nu er din sorg min sorg.
Jeg har vold dig problemer,
men du sagde at du mig elsker.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,
nu hvor problemet er støre.
Men jeg kæmper for dig,
for du er nær mig.

Min moder,
du har ej skænket mig en broder.
Men jeg har dig,
og du har mig.
Jeg vil for altid stå ved din side,
for dig kan jeg lide.

Mor tak for alt

Sommer

Solens lys der glitre i vandets overflade.
Vandet er stille, bunden er klar.
Himlen er klar, ikke en sky.
Rapsens gyldne skær, duften der strejfer en.
Varmen stiger, og det siger.
At sommeren er på vej

Det bedste er

At ligge og putte i min seng,
mens jeg høre regnes vrede slag på min vindue.
Jeg bliver søvniger og søvniger,
og med et er jeg væk.
Det er noget af det bedste.

Musikkens toner lyder i mine øre.
Jeg lukker øjne og så er jeg næsten i Disneyland.
Musikkens humør der udvidere min fantasi,
jeg kan være alt og gøre alt.
Det er noget af det bedste.

At ligge på et tæppe ude i haven om sommeren.
Shorts og T-shirts,
det er noget af det bedste.

Alene i huset.
Tænker på en sang, går og smådanser.
Så giver jeg den gas,
Sang og dans, det er mig.

Men det bedste er nu min familie.
At blive nusset af min mor,
slås med min stedfar,
tage i Tivoli med far's familie.
Far der kan fortælle lidt om verden.
Det er nu noget af det bedste jeg ved